LØST OG FAST OM AARHUS BRIDGEKLUB GENNEM 78 ÅR
fortalt af Peter Barsøe i april 2012
AaBK stiftedes i september 1934. Det fremgår af protokollen, at stifterne var ”en kreds af bridgeinteresserede medlemmer af Selskabet Polyhymnia og Handels- og Kontoristforeningen (= Risten)”. AaBK var således den første forening i Aarhus, der havde bridgespil som hovedformål. Lidt kuriøst er det, at de ærværdige foreninger Polyhymnia (stiftet 1815) og Risten (stiftet 1871) siden er afgået ved en stille død – men i begge foreninger var den sidste og eneste aktivitet den ugentlige bridgeaften i Vanggaardcentret. Blandt stifterne var i øvrigt den nybagte cand. mag. Axel Voigt.
Der har dog været organiseret turneringsbridge i byen tidligere; således deltog konsul Blichers hold i finalen om det første DM i 1934. Blichers hold eksisterer faktisk endnu! Da Blicher stoppede i 1958, blev Voigt kaptajn – det var han til midt i firserne, hvor Johs. Hulgaard lagde navn til i nogle år. Derefter blev Steen Schou kaptajn, og under Steens kommando kvalificerede holdet sig igen i år til slutspillet om DM.
Klubbens første spillested var Koncertpalæet i Kannikegade, og i slutningen af halvtredserne flyttede man til Marmorsalen på Hotel Royal. De (efterhånden få) medlemmer, der kan huske tiden på Royal får stadig nostalgiske trækninger ved mindet derom. Festen sluttede brat i 1970 (da etablissementet omdannedes til jazzklub og diskotek) – så brat, at bestyrelsen ikke i tide havde fundet et egnet alternativ. En midlertidig løsning fandt man i Stakladen på Studenternes Hus, hvor Akademisk BK i forvejen spillede tirsdag aften. Mixet af klubbens forvænte medlemmer og højtråbende studenter ved aftensmåltidet var ingen succes. Medlemstallet dykkede drastisk (især blandt de mere modne kvindelige medlemmer).
To år senere viste redningsmanden sig i form af Niels Smidt, der kort forinden havde etableret ”Bridgehuset” i Nørre Allé 57. Her spillede diverse mindre klubber, men lokalerne var ikke store nok til AaBK. Ved at give tilsagn om at spille på stedet i en passende årrække fik man Smidt til at leje og indrette ejendommens kælder – og så var pladsen der.
Nu gik det atter fremad med medlemstallet (de midaldrende damer vendte tilbage), og i 1977 måtte Smidt leje større lokaler i Nørre Allé 92 – det de fleste nu kender som ”Det gamle Bridgehus”.
I 1982 overtog klubben lejemålet af lokalerne (Smidt følte sig for gammel) og samtidig en stor del af ansvaret for afvikling af distrikts- og forbundsturneringer. Det var faktisk starten på en ny epoke i klubhistorien.
Lokalerne i Nørre Allé var efter tidens forhold ganske udmærkede; men tiderne skifter, og midt i firserne ville DBF ikke længere afholde divisionsturneringer i lokalerne.
I nogle år afholdt man så en del turneringer på Brobjergskolen. Dette betød, at stort set hele Bridgehusets inventar (stole, borde, meldebokse, ølkasser og køkkenudstyr) lørdag morgen skulle pakkes sammen i Tom Nørgaards arbejdsgivers venligst udlånte lastbil – og retur søndag aften. Det var rent ud sagt et helvedes bøvl (på nudansk: forbundet med væsentlige logistiske problemer), så noget måtte gøres.
I 1988 begyndte en selvbestaltet gruppe at søge efter mulige lokaler til et tankesportscenter, som var tænkt omfattende bridge, skak, backgammon, go og rollespil(!). Brobjergskolen (der som skole var nedlagt) var selvfølgelig i tankerne, men kommunen ville ikke være med. Kommunens eneste tilbud var faktisk leje af cykelbanens restaurant – hvilket høfligst blev afvist!
Så måtte man ty til det private marked, og da skak- og backgammonfolkene viste vigende interesse for projektet, blev der nedsat en junta bestående af Anders Holst og Kirsten Barsøe fra AaBK, Torsten Hansen og Sven Degn fra Risten samt Aage Bloch fra Polyhymnia. Efter mange mere eller mindre dødssyge forsøg fandt de endelig frem til de nuværende lokaler i Tage Vanggaards nedlagte kjolefabrik, hvor vi flyttede ind i sommeren 1991.
AaBK har gennem tiderne altid været på forkant med den tekniske udvikling. Således indførtes meldebokse allerede i 1974 – kun 5 år efter, at de var introduceret internationalt. Dublerede kort og udlevering af kortfordelinger var ukendt i klubregi indtil AaBK’s jubilæumsturnering i 1984. Der blev spillet en stærkt besat holdturnering over en weekend, og efter lørdagens spil kunne formand Steffen Malmros stolt bekendtgøre, at kortfordelinger kunne afhentes ved udgangen. Det vakte berettiget jubel, som dog forstummede noget, da det viste sig, at det var søndagens fordelinger, der var lagt frem!
Man prøvede dog hurtigt igen – i 1985 fostrede H.K. Sørensen den idé at lade den traditionelle majturnering (som Smidt havde arrangeret i mange år) spille som barometerturnering. Det krævede dengang, at der deltog præcis 40 par, idet man så kunne anvende de eksisterende skifteplaner fra DM-finalerne. De første år måtte kortlægning, udfyldelse af slipper samt resultatudregning selvfølgelig foregå pr. håndkraft; men det lykkedes altid H.K. at finde et passende antal kulier til disse opgaver. (Jeg havde selv en del gange fornøjelsen af at udfylde 2.340 slipper med 2 parnumre, spilnummer og bordnummer, mens to småpiger kravlede rundt på køkkenbordet.) Senere blev det gradvist nemmere; først med Thorvald Aagaards turneringssystem (nu kunne vi selv bestemme parantallet) og i indeværende århundrede med Bridgemate.
Det skal lige nævnes, at samme Sørensen fik idéen til en weekendturnering efter samme opskrift. Meningen var at lave en (meget) stærk parturnering med store præmier (og temmelig stort indskud).
Det lykkedes at få Ceres til at sponsere et (desværre temmelig beskedent) beløb samt at få andre til at bidrage med præmier af varierende bonitet. Turneringen blev døbt Ceres-toppen, idet ordet TOP har en god klang blandt såvel parturneringsspillere som øldrikkere. Selv om vi måtte konkurrere med tilsvarende turneringer i Odense og Vejle (som havde bedre sponsorer) lykkedes det i 8 år (1986 – 93) at samle et felt, der kunne matche en DM-finale.
Også på det ømtålelige felt rygning var AaBK oppe på mærkerne. Således blev det omkring 1995 indført, at der kun måtte ryges det første kvarter af hver time. Mange medlemmer rystede på hovedet og forudså klubbens undergang med et så drastisk og udemokratisk tiltag. Så galt gik det nu ikke – selv (vi) inkarnerede rygere måtte for spillets skyld renoncere på smøgerne – også Hans Eiler Christensen, hvis ur dog havde en tendens til at gå meget hurtigt hen imod kl. hel for derefter at nedsætte hastigheden voldsomt!
Efter disse sidespring må vi tilbage til kronologien. Ved indflytningen i Vanggaardcentret stod det klart, at økonomien krævede, at der kom mange mennesker i huset i løbet af ugen. Det gav stødet til to helt nye tiltag: undervisning og Klub 32.
Undervisningsholdene startede så småt i 1992 i samarbejde med FOF – og har siden kørt med stor succes med velvillig assistance af klubbens medlemmer som undervisere. En (delvis utilsigtet) sidegevinst heraf er Onsdagsklubben. Denne var oprindelig tænkt som et overgangsfænomen mellem Bridge 3 og mandagsholdet. Men Onsdagsklubben er blevet en kæmpesucces i sig selv!
I den forgangne sæson har der været 40 par om mandagen og 50 om onsdagen; og i skrivende stund er der lige så mange tilmeldinger til onsdagsklubbens holdturnering i maj som til den ”gamle” majturnering!
Idéen med en ”eliteklub” var ikke ny. Faktisk blev der midt i halvtredserne etableret en ”superrække” i AaBK, hvor nogle udvalgte medlemmer spillede en separat holdturnering. Senere har Kai Lauenborg i tresserne og Tage Poulsen i halvfjerdserne på privat basis lavet eliteturneringer; men disse havde karakter af invitationsturneringer.
Opgaven med at samle 16 par af rimelig styrke, som var villige til at opgive deres sædvanlige spilleaften mod at spille torsdag aften, blev overdraget Morten Bilde – og det lykkedes over al forventning. Klubben startede allerede i 1991, og det blev hurtigt et mål for de dengang unge talenter at opnå medlemsskab af klubben. Dette sker nu som dengang gennem majturneringen, idet de 4 ”dårligste” par nådesløst bliver ekskluderet af klubben. At Klub 32 i øvrigt ikke blot er en klub for byens bedste spillere kan aflæses af, at (mindst) 11 af de 32 medlemmer i den netop afsluttede sæson bor uden for Aarhus Kommune. Og at det ikke er nemt at tage mange stik i den klub antydes af, at (mindst) 19 medlemmer er nuværende eller tidligere landsholdsspillere! (Åben, Dame eller Junior).
Som den stærkeste klub i landets næststørste by har AaBK naturligt sat sit præg på nationale mesterskaber og landshold. Jeg vil undlade en opremsning heraf.
Men jeg vil gerne for egen regning konkludere, at AaBK stadig er en klub for alle (også rygere!), hvor man selvfølgelig spiller for at vinde – men tager nederlagene med et smil på læben.
Og selv om bridge for tiden desværre synes at have mistet interessen hos mange unge mennesker, tror og håber jeg på, at AaBK stadig vil hævde sig – ikke mindst på grund af den nuværende bestyrelse, som på forbilledlig vis viderefører traditionerne.